ATP-Materielkontrollen

ATP-materielkontrollen er den myndighed I Danmark, der godkender materiel i henhold til den internationale ATP traktat. Traktaten er medtaget i dansk lovgivning i bekendtgørelse nr. 1699.

Det er muligt at fremsende dokumenter og formularer med post til ATP-materielkontrollen eller benytte digital indrapportering.

ATP-materielkontrollen gennemfører fire forskellige typer godkendelser: Kasser der er type godkendt, kasser med egen dokumentation, kasser der importeres og kasser der inspiceres.

I alle tilfælde skal der søges om en godkendelse, og der skal vedlægges de nødvendige dokumenter før ATP-materielkontrollen kan foretage en afgørelse. Kan kassen godkendes fremsendes en godkendelsespakke bestående af et certifikat vedlagt certifikatplade, idplader og klassemærker, som alle skal monteres på materiellet.

Kasser der er typegodkendt, er kasser der er identiske med en kasse der er afprøvet på et godkendt laboratorium. De laboratorier der er godkendt til at foretage denne afprøvning findes her: http://www.unece.org/trans/main/wp11/teststationsnew.htmlindes

Kasser med egen dokumentation er, en godkendelse af en enkelt kasse, hvor der ikke foreligger en typegodkendelse, men der foreligger en laboratorierapport der dokumenterer egenskaberne for kassen. En importkasse er en sag, hvor der foreligger et udenlandsk certifikat, en udenlandsk typegodkendelse og en laboratorierapport. En synskasse er en sag, hvor der ikke foreligger dokumenter relateret til kassen.

Som vognimportør kan man søge om at få udstedt en typegodkendelse. Det er en forudsætning, at firmaet er den legale repræsentant for en udenlandsk producent. For at få en typegodkendelse udstedt, er det nødvendigt, at ATP-materielkontrollen modtager en verificeret kopi af den laboratorierapport, der viser egenskaberne for den pågældende kasse.

For at få en kasse godkendt under en typegodkendelse skal denne tilmeldes under typegodkendelsen og der skal være foretaget en nedkølingstest (kuldeattest) på en godkendt dansk teststation.

Tilmeldingen og kuldeattest fremsendes til ATP-materielkontrollen, der sammenligner disse data med laboratorierapporten der er tilknyttet typegodkendelsen og evaluerer overkapaciteten for kølingen af kassen i henhold til ansøgningen. På grundlag af dette vil ATP foretage en afgørelse. Såfremt kassen kan godkendes vil denne gælde i 6 år. Der er her tale om nyproduceret og ubrugt materiel.

For at få synet kasser skal man lave en tilmelding til syn. Der foretages ikke syn ved en godkendelser under en typegodkendelse men af gengodkendelser og ved de øvrige typer godkendelser.

Efter udløb af godkendelsesperioden kan der søges om at få kassen gengodkendt via et syn og en fornyet kuldetest. En gengodkendelse gælder i 3 år.

Er certifikatet bortkommet, eller er der tale om ejerskifte, kan der udstedes et såkaldt erstatningscertifikat ved at kontakte ATP-materielkontrollen med en ansøgning om dette. Et erstatningscertifikat indeholder også en pakke med de nødvendige erstatningsplader.

Hvis man ikke selv afmelder sit materiel efter godkendelsen er udløbet har ATP-materielkontrollen ret til at

gøre dette. Ved udløb af en godkendelsesperiode skal mærkerne fjernes fra materiellet.

Godkendelsen bortfalder i øvrigt ved:

  • Ændring eller omfattende reparation af materiellets isolation, indvendige eller udvendige beklædning
  • Ændring af et kulde- eller varmeanlægs kapacitet og udstyr, udskiftning til nyt kulde- eller varmeanlæg af nyt serienummer eller -type
  • Bortkomst eller beskadigelse af identifikationsmærkepladen
  • Ejerskifte